På forsiden af dagens MetroExpress kunne man i dag læse følgende guldkorn:
»Terrortruslen har taget bolig i vores bevidsthed. På den måde er det lykkedes nogle ganske få uslinge at udsprede den frygt, som er terroristernes mål,« siger Bonnichsen.
Han advarer mod, at den irrationelle frygt veksles til mere overvågning og lovgivning, der kan true retssikkerheden.
Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup forstår godt danskernes bekymring.
Siden 11. september 2001 er terroren rykket tættere på Danmark. Vi har haft to terrorsager i Danmark, Vollsmose-sagen og Glostrup-sagen. Så det er en nærværende trussel,« siger han og opfordrer regeringen til at tillade mere overvågning, så terror kan forebygges og opklares.
Med til historien hører at Bonnichsen er tidligere chef for PET, så i modsætning til Peter Skaarup ved han rent faktisk hvad han taler om, og når en mand som han er bange for retstilstanden i Danmark er der god grund til at føle sig skræmt over regeringens kommende tiltag.
Husk at i modsætning til andre partier, har DF valgt at tale til vores helt basale og dyriske instinkter, det handler kun om at skabe et fjendebillede, der kan give dem mere magt, ikke om at opnå langsigtede politiske mål.
Det er ikke altid jeg er glad for at låne fra amerikansk politik, men de havde faktisk nogle kløgtige personer til at skrive deres forfatning (der siden er blevet voldtaget til ukendelighed af deres arvtagere). En af disse personer skrev (eller udgav ihvertfald bogen med) de gyldne ord: Those who would give up Essential Liberty to purchase a little Temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety."
Uanset, hvem der skrev eller sagde det mener jeg det er en endegyldig sandhed. Hvis vi ender med at blive værre end de terrorister, der vælger at angribe vores samfund og livsstil, har vi tabt; uanset om de har opnået deres mål eller ej.
Derfor siger jeg: Forsvar vores samfund både mod de fanatiske på den forkerte side af bomberne, men også mod de på den forkerte side af retssamfundet.
Comments
Post new comment